Er din kat pludselig urenlig (fx urinerer i dynerne, på det ægte tæppe i gangen el. lign.) er der nogle ting du kan gøre inden du starter op på et adfærdsforløb.
Sundhedsundersøgelse
Først skal du sikre dig katten er sund og rask. Ideelt set sker det med en sundhedsundersøgelse ved dyrlægen, hvor vi undersøger katten og dens urin.
Ressourcer
Dernæst skal du sørge for at der er ressourcer nok. Det vil sige der skal være nok af kattebakker, foderskåle, sovepladser, legetøj osv.
Som tommelfingerregel siger man der skal være én kattebakke, foderskål, sovepladser mm. pr. kat.
Kattebakken
Ideelt set skal kattebakken være mindst 1½ gange kattens længde. Det kan kræve man tænker lidt ud af boksen. Placering af kattebakken er også vigtig. Du skal sørge for den ikke står et sted katten bliver forstyrret omvendt må den heller ikke gemmes helt af vejen, så der er risiko for der bliver skabt en "flaskehals".
Er det længe siden du har skiftet kattebakken ud? Så kan det være på tide at få en ny. Selvom man gør kattebakken ren regelmæssigt, så kan det være nødvendigt at få en ny. Der kan være kommet ridser el. lign. I bunden af bakken, der gør det vanskeligt at få fjernet lugten helt i bakken. Kattegrus Har du skiftet kattegrus? Mange katte har præference for kattegrus, og kan i værste fald have skabt en aversion for noget kattegrus. De fleste katte, kan bedst lide grus der i konsistensen minder om naturligt sand og for din egen skyld kan det anbefales du vælger et der klumper. Nogle katte er meget kræsne med renligheden i deres bakke, så sørg for at holde bakken ren. Måske er det ikke nok at tømme den én gang dagligt.
Stress
Har du haft mange gæster, håndværkere, har naboen fået hund eller kat, har du fået ny kæreste, barn eller andet der kan have gjort katten stresset? Så kan det være en god idé at sætte en Feliway op. Feliway er et syntetisk fremstillet kind-feromon. Kind-feromonet er et signalstof katten bruger til at afmærke med, således den føler sig mere tryg og veltilpas.
Rengøring
For at undgå katten bliver ved at urinere uhensigtsmæssige steder, bør du i en periode skærme af så katten ikke har adgang/mulighed for at komme til området. Dup urinen af med køkkenrulle og sørg for at gøre rent i et enzymatisk rengøringsmiddel uden ammoniak, klor og parfume (el. fx Urine Off), de steder katten ynder at urinere. Hvis det er muligt kan du spritte af bagefter for at få fjernet de sidste lugte. Kattens lugtesans er meget bedre end vores skal du huske på.
Skrevet af:
Tanya Dick
Aut. Veterinærsygeplejerske og adfærdsrådgiver