• Mandag - fredag kl. 8-17
66125512

Sterilisation
af tævehunden

Nedenfor kan du få et indtryk af, hvad der foregår under en sterlilisationsoperation på en hund, efter den er indleveret til operation på Overgades Dyreklinik. 

Case: Sterilisation af hunden Fie

Fie er kommet ind på klinikken for at blive steriliseret, få foretaget en tandrensning, loppebehandling, negleklip og vaccination. Fie er en lille og fin langhåret gravhund på næsten 7 år. Hun er lidt utryg og er klar over, at der skal ske noget. Operationspatienter bliver normalt indleveret til klinikken om morgenen på fastende mave, men må gerne drikke vand.

Dyrlægen Tune sørger for at undersøge Fie inden indlæggelsen for at sikre sig, at hun får de aftalte nødvendige behandlinger, og at ejeren forstår behandlingens forløb. Når den kliniske undersøgelse er overstået og dagens operationsprogram gennemgået, får Tune hunden, og de går op til indlæggelse/operationsområdet.

Det er vigtigt for personalet, at dyrene har det godt, og derfor bliver den første beroligende behandling foretaget straks- Derfor bliver et leje varmet lidt op, så Fie ikke bliver kold. Veterinærsygeplejersken sørger desuden for at opvarme et tæppe, som Fie kan have tæt på sig under behandlingen.

Fie får taget blodprøve for at sikre, at hun kan tåle narkoseforløbet. Efterfølgende bliver Fie bedøvet, og hun får lagt en slange i luftrøret, hvor hun får narkose og ilt igennem.

Hunden Fie får anlagt drop og vil modtage væskebehandling under operationen. Hovedet hænger lidt efter den forbedøvelse (beroligende medicin) hunden fik ved ankomsten til klinikken.

Nu er Fie kommet ind på operationsstuen efter at være blevet barberet og rengjort i forrummet. Måleudstyr til at overvåge hundens hjerterytme (EKG), puls, iltmætning, vejrtrækning og temperatur er tilsluttet. Hunden trækker vejret gennem en slange fra anæstesiapparatet, hvor den får ilt og narkose samtidig med at udåndingsluften renses for kuldioxid. Veterinærsygeplejersken kan nu overvåge Fies værdier under indgrebet.

Dyrlægen Tune åbner ind til bughulen, hvor æggestokkene findes frem. Ved denne procedure er det vigtigt, at kontrollere blødning fra vævet. Æggestokkene bliver herefter bortopereret. Livmoderen fjernes ikke, da den er sund og rask. Derefter lukker Tune bughinde, muskulatur og huden ved at sy i flere lag. Han er omhyggelig med at gøre det yderste lag fint, således at der blot kommer et lille fint ar på Fies bug.

Efter operationen får Fie foretaget tandrensning og polering, en loppebehandling, klippet negle og en vaccination. Derefter skal hun til opvågning. Fie vågner stille og roligt op efter narkosegassen bliver slukket, og slangen bliver fjernet fra luftrøret. Hun er stadig påvirket af bedøvelsen, men ejerne kan tage hende med hjem få timer efter.